søndag den 3. april 2016

29 juli jagten på Cetinas udspring, slotte, bjerge, hunde og en grotte på Lars tyndskids klipper


Dagens plan indebar med sikkerhed jagten på Cetina flodens tre udspring og så ville Tom til Knin. Så vi klædte os pæne på og tog afsted.  Turen gik hen over bjerge og var cirka 100 km så vi var tidligt afsted. 



Naturen ændrede sig fascinerende meget på kort tid



Der var vingårde 

Pause til at nyde udsigten. Tisse og få noget nyt at drikke


Der var sletter og klipper og bjerge i baggrunden 

Og masser af sving.  Her et af de bløde men vi oplevede også hårnålesving der krævede kraftig sænkning af farten


Der var de vildeste smukkeste tidsler der stak som ind i helvede

Masser af bjerge

Og endnu en supersmuk dybblå tidsel 


Kvæg render frit hvilket betyder at det er bilisternes opgave at holde øje med køerne og køre efter vilkårene 

Men pludseligt var vi der. Cetina  udspringer at dybe kilder som kommer op til overfladen tre steder og tilsammen danner floden. Her er vi ved den første.


Se klarheden 


Der lå et lille kapel lige over kilden


Og der var et infoskilt vi lige skulle læse 

Det beskrev områdets dyreliv og gjorde opmærksom på hvad der var harmløst og hvad der var giftigt 


Så var det om at finde en vej ned


Der var simpelthen så smukt

Vandet dragede men var for koldt at bade i

Det var krystal klart


Her kunne man se starten af floden


Fisken her var på cirka 5 til 6 meters dybte 

Udsigten over mod kapellet 


Vi gik langs floden

Der var vildt frodigt 

Det var bredt men lavvandet 

Og ser var en bro ser skulle leges på










 Vi gik og gik og gik



Inden vi forlod den første kilde så vi en kirkegård med kyrillisk bogstaver det var altså mærkeligt at se.

Kilde to kunne vi ikke rigtigt komme til. Den lå i et vådområde og der arbejdede en del mænd med at fjerne vegetation.







Men kilde tre fandt vi. Den lå ved en mølle der stadig er virksom og hvis vi forstod rigtigt var det en vandmølle til elektricitet.






Man kunne gå med stien  rundt og vupti dukkede hullet op igen 


Der er altså noget fascinerende at man kan stå på kanten af et bundløst hul



Der var propfuld med levermos


Vi nød virkeligt naturen i området


Vi trillede videre og faldt over et skilt til en grotte

Vi kørte efter skiltet, men i Kroatien er et skilt ikke lig med at man rent faktisk kan finde ting, så vi nåede at vende i en baghave hvor geden tittede ud af køkkendøren, vi fik forstyrret de sortklædte gamle bedstemødre i deres kaffe da vi uforvarende endte på et landsbytorv og til sidst endte vi ved et hus hvor en mand stod og rodede med en punto og via google translate fik vi forklaret at vi søgte grotten. resten foregik med håndfagter, manden pegede på sin bil, sig selv og så mod vejen, så vi vidste vi skulle følge ham. Jeg siger jer! vi landede på lars tyndskids klipper, for trods markfunktioner så var det en klatretur af rang...og jeg var klædt på til den byvandring Tom havde lovet mig


Vi sprang lige den indledende del af vandringen over. Den ligner meget det her, dog måtte vi springe/klatre/kravle(JEG kravlede) mellem klippespring den ½ kilomet ind til hulen. Her er vi i mål

Her er Patrick på vej ned til indgangen


og Alexander følger med



Der kigges ind og ventes pænt på at de voksne er klar

Meget pænt endda trods spændingen over at skulle ind og udforske

Indgangen er på et eller andet tidspunkt blevet modificeret, så der er trin og en primitiv mur til læ

og så kunne der kigges ind. Se den fine nylonsnor i venstre side, det var den der ledte vejen ind og ud af labyrinten. Total High tech he he

Mutti her havde en aaaanelse problemer med fremdrift. Et er en kjole ikke jordens bedste beklædningsgenstand når man skal bevæge sig over ujævnt terræn. To har jeg ingen balance og er meget forsigtig for ikke at føje et brækket ben til listen over oplevelser in the middle of nowhere, uden mobildækning og hvor absolut ingen har nogen anelse om at vi befinder os.

Vi var så meget IKKE klar til en grotteudfordring. Vores tidligere besøg i grotter har været med guider, eller i små bitte små grotter med god fremkommelighed. Her var kulsort, masser af løse sten, en lille slidt nylonsnor som sikkerhedsline og ingen af os havde lommelygter med. godt mobilen havde en lommelygte funktion. Alexander og jeg kom ikke ret langt ind. et så dømte jeg det for farligt for os to klodsmajorer, to så erkendte vi at der var behov for mere udstyr, tre så skulle der være en voksen der kunne køre efter hjælp såfremt det blev nødvendigt

Dertil nåerde jeg, Alexander putter sig ved siden af mig. Patrick og Tom skulle lige inde og kigge og det var ok. 


Flot var det


Og selvom navnet på grotten lige nu er forsvundet som dug for solen, så skulle det være en af de største. Tom og Patrick udforskede dog kun to sale


Vi lyser og bliver stående ved indgangen





Tid til at komme ud igen, her kan man se modificeringen af den oprindelige åbning


Vel ude er det tid til at finde bilen igen

og som jeg sagde...jeg kravlede, langsomt men sikkert, imod mit mål. Efter diagnosen sclerose giver netop min balance problematik meget mere mening


næsten ved vejs ende

og der holdt bilen

Dokumentation på at man ikke skal have kjole på i grotter

men ungerne gik nu heller ikke fri og fik beordret bukserne af inden vi steg i bilen



Vi troede vi mødte en ulv

Men det viste sig det bare var en meget stor hund på strejftur

Tom havde set et vådområde han fandt spændende så vi udforskede

der var rigtigt smukt, med en gammel bro




Ved siden af broen lå et meget lavt liggende græsareal og da vi kiggede nærmere på det kunne vi konstatere at det var byens fodboldtbane





Vi samlede lidt planteprøver, som skulle undersøges når vi kom hjem på pladsen. der var nemlig et rigt planteliv


Pludseligt brød helvede løs og alle fik travlt med at finde tilbage til bilen. Vi voksne panikkede en anelse for ungerne var på opdagelse og en vred furie af en hund, på størrelse med en lille pony, kom løbende i mod os  imens den halsede og knurrede. Det var en fårehund

Alle havde heldigvis tænkt tilbage til bilen, så vi gemte os ved den og hunden gik heldigvis sin vej med sine får




På turen så vi også et slot oppe på en bjergside. vi havde set det på vej ud til Cetina. Vi kom forbi det på vej hjem også og ville gerne se det, men først skulle vi finde noget at spise. Jeg havde set et sted der hed Suli Muli på vej til Cetine, men Tom ville fanme ikke spise et sted der hed sådan

Vi fandet et spisested

og jeg grinte min røv i laser da jeg opdagede hvor vi var.




Vi fik rigtig god mad og mødte den lækreste Cane Corso Italiano, som vi forelskede os for vildt i. Så der var time out til en legetime med den mest børnevenlige hund jeg længe har mødt










og så var det tid til at besøge slottet. Turen derop var af miniveje

Der var restauration i gang og indgangspartiet var et stilads. Allerede da jeg så opstigningen tænkte jeg oh shit! fik jeg nævnt at jeg er udfordret med højder der kræver balance evne?



Vi kom ind og kiggede rundt og ret hurtigt overlod jeg ungerne til Tom, lukkede øjnene og LOD VÆRE med at skrige til ungerne at de skulle komme ud derfra. Tom har et køligt hovede, kan bedømme sikkerhed og der er ingen grund what so ever til at ungerne skal overtage min fobi

Men udsigten var fanme fantastisk!



Og ungerne nød det











Vi brugte god tid. jeg kiggede i "stueetagen" mens ungerne og Tom fik udforsket meget mere

Tid tiul at finde hjem

Det mente fårehyrden også

og da vi kom nærmere kunne vi konstatere at de der får teknisk set måske godt kunne være geder


Sidste oplevelse var en død slange. Da vi ikke ser ret mange slanger dernede skulle den naturligvis studeres. Efter behørig studeren drog vi hjem og jeg kunne konstatere at jeg aldrig kom på byvandring den dag. Til gengæld oplevede jeg en masse god natur sammen med min familie og det var nu ikke så ringe endda



Ingen kommentarer:

Send en kommentar